03-07-2015 kl. 20:00
Musik i Smøjen Fredagskoncert i Lundeborg:
Blues, country og rock på musikmenuen i Smøjen
For fjerde fredag i træk er der musik på havnen i Lundeborg og denne fredag den 24. juli bliver energiske
country-, rock- og bluesrytmer, der strømmer mod sommerhimlen. Mads Toghøj Trio lægger vejen forbi og
giver koncert i Smøjen i Lundeborg klokken 20.
Mads Toghøj har forkærlighed for amerikansk musik og hans numre er både egne kompositioner og kopier
af nogle af de store klassikere som Elvis, Johnny Cash, Hank Williams og flere andre. Når han spiller sin
egen musik er der tale om en fornyende og spændende fusion af alle yndlingsgenrer, blues, country og god
gammeldags rock n’ roll. I 2012 udgav Mads Toghøj cd´en ’Alley of faith’, som blev indspillet i Nashville
sammen med nogle af USA’s bedste studiemusikere inden for country- og blues.
Ud over Mads Toghøj består aftenens trio af Simon Højrup på guitar og Kell Dalager på keyboard. Begge de
herrer har mange musikalske år på bagen. Simon Højrup primært med sin guitar, som han ledsager mange
forskellige danske musikere med, lige som han udgiver cd´er i eget navn. Kell Dalager er, udover
keyboardspiller, også producer, sangskriver, skuespiller og meget andet.
Der er ingen tvivl om at kvaliteten er i top i Smøjen, når Mads Toghøj Trio går på scenen i Smøjen, fredag
den 24. juli klokken 20. Og ud over kvalitet er der garanti for en aften med overbevisende nærvær, energi,
sjæl og kærlighed. Fredag den 31. juli disker den jazzy trio Swing Poets feat. Marika Nymann op i Smøjen
med intense viser og følsom poesi.
Billedtekst: Intimkoncert med Mads Toghøj Trio i Smøjen 24. juli.
Lundeborgmusik: Swing Poets i Smøjen
31. juli er der gratis jazz og poesi på programmet.
Det kan ikke blive mere hyggeligt, end når Swing Poets slår tonerne an mellem de gamle fiskerhuse
i Smøjen i Lundeborg. Det er jazz, det er viser, det er poesi.
Når Swing Poets indtager Smøjens Orange Scene er det i skikkelse af tre modne mænd, der alle har
en lang musikalsk karriere bag sig. Trioen består af Steen Thomsen, der komponerer og skriver
sange, både til sig selv og andre, lige som han spiller guitar. Bassen bliver håndteret af Jørn Nielsen,
der bevæger sig både inden for klassisk musik og jazz. Jørn Nielsen har undervist i mange år på
Svendborg Musikskole, lige som han blandt andet har akkompagneret Rottefælderevyen og været
medstifter af Fyns Kammerensemble. På vibrafon og percussion hører vi musiker og komponist Kai
Stensgaard, der er uddannet percussionist fra musikkonservatoriet og håndterer et hav af forskellige
percussion-instrumenter. Kai Stensgaard har sågar opfundet et helt nyt instrument, en Alu-phone.
Sangerinde Marika Nymann beriger denne aften trioen med sin velklingende røst, let sommerkjole
og stråhatten på skrå.
Harmoni og et afslappet drive swinger musikken rundt mellem fantasifulde sange, improvisationer
og arrangementer. Det bliver en aften med afslappet musikalsk velvære.
Denne næstsidste intime Smøjekoncert, fredag den 31. juli, runder en sæson af hvor blandt andre
Christianshavner Ekspressen, Mads Toghøj og Lasse og Mathilde har lagt vejen fordi og beriget
lundeborgere og talrige turister med lokkende toner. Fredag, den 7. august, står den på energisk
verdensmusik i særklasse med Basiru Sosu Group – og igen er det helt gratis.
Billedtekst: Swing Poets spiller jazzede viser tilsat følsom poesi i Lundeborg den 31. juli
Afrofunk i verdensklasse i Lundeborg
Smøjen: Fredag den 7. august runder Basiru Suso Gruop årets smøjekoncerter af med et
brag.
Aftenluften mellem de gamle fiskerhuse i Lundeborg bliver denne sensommerfredag fyldt af intense
rytmer fra Afrika krydret med vestlig musik. Det bliver musik med masser af energi og et stærkt
rytmisk fundament. Så snart de første toner begynder at flyde, er det umuligt at stå stille.
Basiru Suso Group er afro-fusion i verdensklasse. Gruppen består af garvede musikere, der hver
især er mestre på deres instrumenter samtidig med at samspil er et nøgleord. Både når det gælder
strukturerede numre, og når det drejer sig om improvisation på stedet.
Basiru Suso Group består denne fredag aften af Basiru, der er født i Gambia og opvokset i Mali og
hans tre danske musikalske følgesvende. Der bliver spillet på kora, percussion, guitar og bas. Basiru
stammer fra en familie, der i flere generationer har været førende koraspillere i Mali. Udover Basiru
tæller bandet gedigne og superproffesionelle musikalske kræfter som Klaus Menzer og Mikkel
Nordsø, der er kendte fra blandt andet Sneakers og Moonjam. Niels Ryde, der tidligere har
modtaget prisen som Årets Fynske Jazzmusiker og spillet med blandt andet Pierre Dørge svinger
bassen. Der er al mulig grund til at tage i Smøjen fredag den 7. august, hvis man vil have garanti for
glad energi, danselyst og drønhøj musikalsk kvalitet.
Ovenpå en vellykket sæson med navne som Lasse og Mathilde, Christianshavner Ekspressen, Mads
Toghøj og andre gode navne takker arrangørerne af for seks swingende sommeraftener i Smøjen
med dette højdepunkt.
Billedtekst: Afro-fusion i Lundeborg med Basiru Suso Group |