Båltalen af Josefine Ottesen anno 2023

2023 var året hvor vi pga tørke og båltændingsforbud ikke havde bål.

Josefine Ottesen forfatter fra Svendborg og Langeland, interesserede sig netop dette år for "folket med rødder i Lundbeorg". Hun hold en fantastisk båltal som du kan læse her under:

Båltale 2023 Lundeborg

Mit navn er Josefine Ottesen, jeg er forfatter og har været det i snart 40 år. Jeg skriver primært for børn og unge, men har også mange voksne læsere. Jeg arbejder mest med fantasy og eventyr, men skriver også historiske romaner. Researchen er i øvrigt næsten den samme – når jeg skriver fantasy bygger jeg altid universer, inspireret af historiske perioder/steder: Folkevandingstiden, Vikingetid, Madeira, Venedig, Limfjorden, Island, Rumænien, tidlig middelalder osv. Jeg har netop færdiggjort DRØMMEMESTEREN – en fantasyroman i to bind om bæredygtighed, forbundethed og ærefrygt for naturen.

Den udkommer 12.oktober.

En del af min bogproduktion har haft fokus på at skabe spændende og letlæste bøger for nye læsere og for læsere, der synes at læsning er svært, og mit næste projekt er netop en serie letlæste bøger, der er baseret på historisk research - faktisk tager den kommende serie udgangspunkt i romersk jernalder – nærmere bestemt år 2-400, for i den periode sker der noget ganske særligt faktisk lige her, hvor vi står nu!

Ifølge direktør ved Svendborg Museum, Jesper Hansen, er der ingen, der rigtig ved, hvordan magtkoncentrationen omkring Sydfyn opstår i jernalderen. Der er masser af spor af beboelse helt tilbage til stenalderen, men i årene 200-400 sker der en voldsom opblomstring – faktisk, siger Jesper Hansen, er det sådan, at hvis man betragter Sydskandinavien i den periode er der ét landområde, der blinker stærkere end alt andet: Og det er: Gudme/Lundeborg!

Her findes spor af periodens største bygninger – Gudmehallerne Det rigeste kongesæde – ufattelig mange guldfund i området Den største samlede bebyggelse – store gårde ligger tæt omkring kongshallerne Den største begravelsesplads – Møllemarken. Den tidligste internationale handelsplads – lige her på stranden!

- og som en lille apostrof: det er i netop denne periode, at Danerne omtales første gang. Vi har selvfølgelig ikke belæg for at sige, at Danerne som folk opstod her i området – men tankevækkende er det da!

Så lige her, hvor vi står, har mennesker levet, skændtes, elsket og kæmpter, og til midsommer for knap 2000 år siden har der helt sikkert været fuld gang i årets solhvervsfest. Prøv at forestille jer, hvordan der har været her på stranden: Det var et internationalt mødested. Det kan man se af de mange fund. Her var købmænd fra Østersøområdet, Sverige, Norge, Finland. Mange sejlede nord om Jylland og kom fra de romerske kolonier i det der nu er Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig. Der blev handlet, indgået aftaler, skabt netværk.

Handelsboder hele vejen langs stranden og måske har der ligget mindre skibe langs Tange Å. Ud for kysten har der vel også været større fartøjer forankret. Folk har vadet gennem det lave vand frem og tilbage mellem skibene og stranden for at bære varer ind og laste varer, de havde købt. Der har været udskænkningssteder, slagsmål, fulde folk, sultne hunde og Gudmekongens mænd har patruljeret i små hold for at holde ro og orden og sørge for at alle handlende betalte deres markedsafgift.

For det var handlen, der skabte rigdommen – man havde ikke særlige råvarer i området – det var handelspladsen, der genererede det meget guld, der er fundet. Ved at betale afgifter til Gudmekongen har købmændene haft adgang til et uhørt stort antal kunder – ja, det har vel nærmest fungeret som den tids AMAZON, hvor Jeff Bezo er blevet styrtende rig ved at skabe en betalt platform, hvor alle kan handle med hinanden!

Hvordan man har fejret midsommeraften på kongesædet oppe ved Gudme Sø, hvor der sikkert også er blevet ofret til guderne ved vi ikke meget om – der er endnu ikke fundet spor af et kultsted - men jeg er sikker på, at LIGE her på stranden, hvor vi står, har der været fest.

Solhverv er helt sikkert blevet fejret – sikkert siden de allerførste mennesker, i hvert fald i denne del af verden, hvor der er så stor forskel på sommer og vinter. Så denne dag, solens dag, hvor nætterne var så lyse, som de kunne blive, og hvor den mørke vinter kun var et svagt minde, har alle samlet sig, uanset hvor de kom fra og hvilket sprog, de talte, for at feste og glædes over lyset. Måske byggede de et bål – det kan man forestille sig, for sommersolhverv handler jo først og fremmest om lys, og om at holde på det, så at lave et stort bål ville give mening, men vi ved det faktisk ikke … men lad os bare lege, at det var det de gjorde. Så lige her – hvor vi også ville have tændt et bål, hvis det ikke var tørke – har de stået og ventet på, at flammerne blussede op. Og følelsen, når ilden tog fat, og varmen og lyset fik de forreste til at rykke nogle skridt baglæns ville være nøjagtig det samme, som vi ville føle i dag – hvis vi ellers havde et bål!

Ærefrygten for ilden, for lysets kraft og den forbundethed, det skaber, når vi står sammen omkring bålet, er jo den samme som alle dem før os har oplevet. Forestil jer alle dem, der gennem århundreder, ja måske årtusinder, har stået her, for at fejre lyset og sammen samle kræfter til den mørke tid, som ligger forude. Det fællesskab er lejret dybt inde i os alle sammen på tværs af tid og sted.

Det ville bare ikke være det samme at gøre det for sig selv hjemme ved grillen – for vi har brug for at få bekræftet, at vi er en del af den her tilbagevendende tradition i FÆLLESSKAB, for uanset hvor travlt vi har i hverdagen med at understrege, hvor forskellige vi er - så slår glæden over lyset og frygten for mørket den samme streng an i os alle sammen.

Og det er netop den længsel efter forbundethed, vi søger, når vi samler os her: vi vil fejre lyset sammen i håbet om, at vi også er der for hinanden, når mørket kommer. For det er jo der, at vi har rigtig brug for hinanden. Når mørket knuger os under den lavthængende vinterhimmel, og vi mærker modløsheden skylle ind over os, har vi brug for, at der er nogen, vi kan række ud til. Nogen, vi kan huske de lyse sommeraftner sammen med, nogen vi deler fortællinger med, nogen at føle samhørighed med.

Dengang i jernalderen var der nok ikke så meget tvivl om, hvem man hørte sammen med. Man var fuldstændig afhængig af sin slægt. Der var jo hverken politi, socialkontor eller jobcenter – der var kun slægten, der stod mellem en selv og vold, nød og elendighed. Og sådan har det jo været i generation efter generation: Uanset hvor meget du slog dig i tøjret, var du en del af en slægt. Slægten bar ansvar for dig, og du bar også ansvar for slægten, så du måtte hellere opføre dig nogenlunde indenfor rammerne, ellers gik det ud over slægtens ry og omdømme. Det sted, du boede, definerede også et fællesskab, der ikke kunne stilles tvivl ved. Ingen anfægtede din ret til at bo i det område, hvor du var født og vokset op – muligvis talte naboerne dårligt om dig, men du var en del af et uopsigeligt fællesskab. Og var du døbt, var du en del af menigheden fra fødsel til død og kunne – i hvert fald efter reformationen - aldrig nægtes adgang. Så indtil for ca. 100 år siden var vi alle en del af flere ubrydelige fællesskaber, der måske ikke altid var anerkendende og rummelige, men hvor man ikke var på prøve.

I dag er det anderledes. I dag er der rigtig mange mennesker, der har brudt med dele- eller hele familien. De færreste bor, hvor de er født og vokset op, og kirken er blevet et meget fjernt element i de fleste menneskers liv. 7 Der er ingen nye ubrydelige fællesskaber, der har taget over – i stedet surfer de fleste af os fra fællesskab til fællesskab i søgen efter der, hvor vi hører til. Men som regel er der altid noget galt. Enten føler vi os alligevel ikke rigtig godt tilpas, eller også bliver vi vejet og fundet for lette eller – det mest almindelige – ghostet, så vi oplever, at vi er usynlige og uden betydning. Det er nok det sværeste! For er der ingen, der ser os, findes vi ikke. Så rammer ensomheden.

Den anden dag læste jeg i avisen at 1 ud af hver ottende føler sig ensom. Det er alligevel mange! Men det allersværeste ved at læse denne undersøgelse er faktisk, at det især er børn og unge, der oplever sig selv som ensomme. De føler ikke, at de er forbundet med nogen, de oplever ikke at nogen har brug for dem. Det er muligt at de har alt, hvad der er værd at eje af materielle goder, men hvis deres liv ikke berører andres liv, hvad er så meningen med det hele?

De farer simpelthen vild i den senmoderne identitets spejllabyrint! Det går de ensomme rundt, knuget af klimaangst og fremtidsfrygt! I stedet for at være i en fælles virkelighed, hvor man skaber fælles fortællinger og udvikler sig i resonans med andre, er de isolerede i en fragmenteret verden, hvor det eneste, de hører, er ekkoet af deres 8 egen stemme. Formet af andres blikke og vurderinger får de aldrig en ærlig mulighed for at udvikle den tillid til deres egne sansninger og erfaring, der er forudsætningen for at kunne blive sig selv – for vores sansninger og erfaringer er jo faktisk det eneste, som ingen andre nogen sinde kan tage fra os - det er de autentiske byggeklodser vi hver især er bygget op af.

Hvordan er det da kommet så vidt? Det er jo ikke børn og unges skyld. De er formet af os og de rammer, som vi har levet under de sidste 50 år. Og vi, der er født og opvokset i de første tredive år efter 2.Verdenskrig, har kritikløst ladet os lokke af den forførende sirenesang fra vækstprofeterne og grådigt taget imod alle nye tilbud om forbrug. Vi har valgt at tro på, at lykken lå i at bryde alle bånd og rulle sig i guldstøv, så ingen stod i vejen for vores selvrealiseringsprojekt. Vi ved nu, at det er en blindgyde. Vi skal en helt anden vej for at redde planeten, men lige så meget for at finde tilbage til en anden måde at være mennesker på.

Så måske er der noget at lære ved at se tilbage i historien? Er der nogen her, hvis slægt kommer her fra området? Det kan jo være at nogen af jer er beslægtet med en af de døde på Møllemarken?

I Salisbury i England lavede man for flere år siden et forsøg, hvor man tog dna fra en gruppe af lokale og sammenlignede med dna fra nogle af oldtidsgravene. Der var faktisk et match fra en – tror jeg – stenalderbegravelse! Ham, det matchede, var så vidt jeg husker, historielærer!

Prøv lige at forestille jer, at I levede for 2000 år siden og stod her på stranden for at fejre midsommer. Hvilke ønsker ville I mon have for det kommende år? Sikkert at høsten blev god, at kongen var stærk nok til at holde fjendtlige hære ude, at jeres forretninger gik godt, men allervigtigst: at jeres slægt var rask og stærk, at jeres børn blev ordentlige mennesker, som troværdigt kunne indgå i fællesskabet. Og I ville vide, om de magtede det, eller hvor de havde problemer, for I ville have en hverdag sammen, hvor deres arbejdsindsats var nødvendig, og hvor jeres pligt var at vise dem vej. Var der noget, I overså, ville der helt sikkert være nogle naboer, der kunne gøre jer opmærksom på det, for I var alle forbundet i et ubrydeligt fællesskab: I boede samme sted og delte livsvilkår!

Altså, jeg mener jo ikke, at alle var lykkelige og levede et idyllisk familieliv i jernalderen – slet ikke! Der var sikkert masser af modbydelige forældre, der havde fået bank som børn og selvbankede videre. Masser af unge mennesker, der blev undertrykt og tvunget til at leve på måder, de ikke brød sig om. Men der var nogle grundlæggende strukturer, der ikke var til hverken diskussion eller forhandling: At alle var forbundet og på den ene eller den anden måde afhængige af fællesskabet. Og at alle vidste, at det var sådan det hang sammen!

At blive kendt fredløs var den værste straf, for det betød, at der intet sted var, hvor du var beskyttet, at du ikke havde ret til at være en del af fællesskabet, at ingen mødte dit blik. Det var faktisk at blive ”ghostet” helt konkret : du findes ikke længere, for du er ikke en del af fællesskabet! Det er der ingen mennesker, der kan tåle. Hverken unge eller gamle. Vi kan ikke leve uden fællesskabet, vi bliver syge og vores liv føles meningsløst.

Alle ønsker at være forbundet. Det er et grundlæggende livsvilkår. Dem, der virker sære og afvisende, gør det som et forsvar mod at blive afvist. Men det er faktisk ikke så svært at understøtte oplevelsen af fællesskab. Man behøver ikke nødvendigvis dele hele sin livshistorie med hinanden eller dna.

Forskning viser at bare det, at naboen hilser, og at købmanden kan huske ens navn, gør en forskel.

Bliver man set i øjenhøjde, findes man! Man er forbundet. Så vend jer lige om mod en af dem, der står ved siden af jer, som I ikke kender så godt, se dem i øjnene og sig: Hej, hvad hedder du? Og giv jer så lige tid et øjeblik til at høre svaret og selv svare tilbage.

Var det slemt? Nej, vel!

For det er nemlig i mødet, man bliver til. Det er her alle fællesskabet begynder.

Martin Buber, tysk-amerikansk filosof, sagde det så præcist: ”Jeg bliver først jeg, når du er du.” Så træd ind i fællesskabet, bliv ”du”, så jeg kan blive ”jeg”

Rigtig glædelig midsommer